Det siger meget om kvaliteten af The Minds of 99’s diskografi, at vi kun med nød og næppe fik debutsinglen med. Men ‘Det er Knud som er død’ er stadig lige så imponerende, som da den udkom i den knap så polerede originaludgave i 2012. Hvem skulle have troet, at Tom Kristensens dengang 80 år gamle digt om Knud Rasmussens død ville fungere så godt forankret i en new wave-sang halvvejs mellem New Order og A Flock of Seagulls?

Da The Minds of 99 i 2015 spillede på NorthSide, skulle den legendariske klubduo Underworld indtage scenen senere samme aften, og Minds sneg derfor en Underworld-hyldest ind i setlisten. For ganske vist er The Minds of 99 en rockgruppe, men inspirationen fra elektronisk musik er åbenlys på mange af deres sange, og kærligheden til netop Underworld er især tydelig på ‘Drømmer om livet’. Den repetitive kælen for dystre lydtapeter beviser, at Minds er meget mere end stadionomkvæd og fadølsfællessang.

Minds brillerer dog også i deres mest poppede hjørne, og ‘Krop som en sten’ lugter af pophåndværk af øverste skuffe – lige fra sangen åbner med først kæk fløjten i selskab med håndklap og dernæst en catchy bipbip-synthline, inden størstedelen af instrumentationen cutter ud, idet første vers starter. Dertil gør dialektikken mellem en nedtrykt, viljeløs stemning i versene og en mere ihærdig, fandenivoldsk stemning i omkvædet, at man hele vejen igennem kan mærke, at der er noget på spil.

‘Solkongen’ er en stemningssætter, og det er den mest effektive måde, Minds nogensinde har indledt et album på. ‘Solkongen’-sangen lyder ikke af meget til at starte med. Men man kan mærke skalaen langsomt stige for hver verselinje, der bliver sunget. Og når vi først er nået til linjen »Og hun skinner som en sol«, er dramaet blevet så stort, at der ikke længere er nogen vej tilbage til den lidt forsigtige lyd, der var til stede i starten. Så er albummet – eller koncerten – fandeme startet.

Meget af The Minds of 99’s dna kan spores tilbage til 80’ernes new wave-scene, hvor mange af genrens store navne yndede at pakke alvorlige emner ind i humor og glimt i øjet. Som Devo, der italesatte politikeres magtmisbrug på den gakkede ‘Whip It’, og Gary Numan, der fik gjort angst for aggressiv trafik til noget, man kunne synge med på, idet han udgav ‘Cars’. ‘Big City, Bright Lights’ lyder lidt af begge, og under sangens dansable, råb-med-venlige overflade lurer der en skildring af en storby, hvor hverken en Pink Floyd-fan eller en narkoman kan opnå selvaktualisering.

Allerede mens de var på turné med debutalbummet, begyndte The Minds of 99 at spille ‘Ud af min krop’ som en første forsmag fra et nyt album. Og den viste noget eftertænksomhed og vemodighed, der ikke var til stede på noget, de hidtil havde udgivet. Sidenhen er diskografien blevet rig på langsommere sange, hvor bandet trykker på pauseknappen, ånder ud og stamper på tanker midt i den mentale uro. Men ‘Ud af min krop’ var den første sang, der viste den side af bandet.

Titelnummeret fra gruppens andet album er lidt af et unikum. Sonisk minder sangen mest af alt om tysk eksperimentalrock fra 70’erne, og den har et sært lydbillede, hvor forskellige elementer træder ind og ud uden varsel. Et spinkelt synthriff står over for de mest nervøse instrumentale udbrud i diskografien. Der er et kaos, man slet ikke ville forvente fra en så kommercielt succesfuld gruppe som Minds – men de mestrer det.

‘Solkongen’-albummet blev i sin tid udgivet som to ep’er, og guitaren i starten af ‘Alle skuffer over tid’ (der indleder anden del) er en rigtig slagkraftig måde at genintroducere lytteren for værkets lydunivers.

Herefter bliver vi mødt af den ene stærke melodistump efter den anden – om det er en basgang, en vokallinje eller et synthriff. De går bare i total symbiose og danner en pumpende, houseklingende omgang poprock, der med garanti får et koncertpublikum til at hoppe og danse.

Hvis der var nogen tvivl om The Minds of 99’s fascination af dance-musikken og dens mange gentagelser, skal vi ikke kigge meget længere end deres anden single, der bruger størstedelen af tiden på blot at gentage vendingen »d-d-d-d-dæå« over et elektronisk rockgroove.

Men groovet er så solidt, at det ville være synd at presse meget mere ned over det. Og Niels Brandt synger »dæå« som om, det er det vigtigste i hele verden at få kommunikeret. Når man først har fået kroppen med på det, de har gang i, er det svært selv at finde på noget vigtigere at sige heller.

Det mest begærlige og beskidte nummer på debutalbummet er klart ‘Hurtige hænder’, der emmer af længsel. Længsel efter ikke blot fysisk nærvær, men også emotionelt at blive genkendt. Sangen er også blevet populær i en akustisk udgave, men originalens lydbillede er nu engang det bedste.

Det er forpint, vrælende, altid lige lidt skævt på beatet – som om det prøver at rette sig op og stille sig ind mod en frekvens, hvor det hele giver mening. Men ligesom hvordan Niels Brandt aldrig rigtig kommer til at kende personen, han synger til, bliver musikken ved med at være lidt ude af trit.

‘Ud af min krop’ krøb, så ‘Under din sne’ kunne gå. Det er en intim håndsudrækning, hvor der bliver spillet på alle de rigtige tangenter – både i bogstavelig og overført forstand (uh, klaveret i både andet vers og c-stykket er guf!). Det er en sang, der på den ene side er målrettet og emotionelt stålfast – men som også byder på nogle ret vilde venstresving.

‘Under din sne’ kunne sagtens være sluttet efter de to behagelige indledende minutter, muligvis med et ekstra storladent omkvæd oven i hatten. Men så snart Niels Brandt i det meget tålmodige c-stykke synger »Find min hånd og slæb mig«, bliver det et episk drama, hvor miskommunikation, skjulte følelser og emotionel distance går op i en højere enhed.

»Na-na! Na-na-na-na-na-na!«, synger en børnestemme efter nogle takters hastige trommerytme. Og så kickstartes ellers den sang, der – såfremt det kun handlede om lyd – måske ville toppe denne liste. For intet øjeblik i Minds-diskografien lyder nær så perfekt som det guitarriff, der kører efter hver linje i omkvædet (samme melodi som børnestemmen).

Desperationen i sangen skinner så hårdt igennem grundet det pulserende elektroniske groove, hvor der foregår så meget, at man knap nok kan nå at orientere sig. Men der er en sær tryghed, der alligevel emmer igennem nummeret. Det er lyden af at sidde bagpå en motorcykel, der kører lige en tand hurtigere, end hvad godt er, uden at man helt er sikker på destinationen – kun sikker på, at man ikke skal tilbage.

Med ‘Det er Knud som er død’ viste The Minds of 99, at de kunne revitalisere 80 år gamle digte. Med efterfølgeren ‘Fuglebur’ viste de, at de kunne skabe fængslende, loopende klubrock uden nogen egentlig lyrik. Men først med tredjesinglen ‘Et barn af min tid’ var det egentlig blevet tid til at bevise, at de også var sangskrivere. Og med en titel som ‘Et barn af min tid’ udråbte de jo nærmest øjeblikkeligt sig selv til at være talspersoner for en hel generation.

Det er en tung opgave at give sig selv. Men ‘Et barn af min tid’ byder på den nerve, modstand og glimt af lidt selvfedt klarsyn, som enhver generationshymne skal have. Fornemmelsen af at man kan gøre noget ved alle de skiderikker, der holder en fast, blot fordi man har haft en drøm, er en fornemmelse, der er let at spejle sig i. Og hvis man skal lykkes med sit generationsoprør, er det vigtigt at gøre det til en hymne, der som denne oser af selvtillid.

‘Stjerner på himlen’ minder på mange måder om ‘Et barn af min tid’ – den er også et opråb til en generation om, at uanset hvor mange, der holder os fast, kan vi rent faktisk overvinde dem og blive til stjerner på himlen. Var den bare omkvædet, ville de to sange nærmest overflødiggøre hinanden. Men i versene til ‘Stjerner på himlen’ oplever vi modstanden rigtig tydeligt. Niels Brandt synger dem nærmest tudende, og han snubler konstant over sine ord, som om teksten knap nok kan komme ud over hans læber.

Generation efter generation er blevet bedøvet »med ord som fremtid«. Generation efter generation har grædt så længe, at de er kommet fra det, før der er nogen, der har kunnet gøre noget ved problemerne. Generation efter generation er blevet holdt nede, som om de er på prøve, og der altid er ét år mere.

Fuck det nonsens. Lad os i stedet være nogle stjerner på himlen.

Nu skrev jeg tidligt i denne rangering, at The Minds of 99 er andet end fadølsfællessang. Men vi skal absolut ikke underkende, at de har fået deres ry, fordi de er fucking gode til fadølsfællessang. Og hver eneste linje i ‘Ung Kniv’ er som specialdesignet til, at man skal kunne skråle den for fuld kraft omgivet af godt selskab. Hver eneste instrumental passage er som skrevet til, at man enten kan nynne med eller fyre en lille luftguitar af.

Ligesom de to andre sange her i top-3 er det i høj grad en generationshymne. En hymne om at være ung og søge nye horisonter, og om at være ude af stand til helt at sætte sig fast i nogen rille. Om at være ung og helt skarp.

‘Ung kniv’ er en hyldest til at udfordre sig selv og drage på eventyr. Og Niels Brandt synger den med så meget ihærdighed, er det er svært ikke at blive bare en lille smule inspireret til selv at bevæge sig ud i verden i jagt på oplevelser, der kan forme ens stadig skarpe unge sjæl videre.